
Lovgrundlag og tilsyn
Helhedstilbud certificeret af Sundhedsstyrelsen til at levere længevarende botilbud
Friplejeboliger
Møn Bakkeby er oprettet som friplejeboliger efter Friplejeboligloven.
Jf. §1 i Friplejeboligloven er en friplejebolig en udlejningsbolig uden for den kommunale boligforsyning, hvor der til den samlede bebyggelser hører servicearealer for personer med behov for omfattende service og pleje efter Serviceloven.
Friplejeboligloven giver mulighed for at private kan drive friplejeboliger som alternativ til kommunale plejeboliger. Møn Bakkeby består, som alle andre friplejehjem, af flere individuelle boliger samt servicearealer til træning/rehabilitering, kontorer og personalerum.
Etablering af friplejeboligerne i Møn Bakkeby er godkendt af Social- og Boligstyrelsen.
Certificering som friplejeboligleverandør
For at kunne tilbyde friplejeboliger skal friplejeboligleverandør være certificeret af Sundhedsstyrelsen.
Møn Bakkeby er af Sundhedsstyrelsen certificeret til at levere længerevarende/permanent ophold med følgende ydelser efter serviceloven (SEL):
Personlig pleje, praktisk hjælp og madservice efter SEL §§ 83 og 87
Rehabiliteringsforløb efter SEL § 83 a
Socialpædagogisk bistand og træning efter SEL § 85
Genoptræning og vedligeholdelsestræning efter SEL § 86
Ledsagelse efter SEL § 97
Behandlingsmæssige tilbud efter SEL § 102
Som en integreret del af tilbuddet er aktivitetstilbuddet efter SEL § 104 eller beskyttet beskæftigelse efter SEL § 103 obligatorisk for alle beboere.
Aktiviteterne er indarbejdet i en hverdag, der er struktureret som på en højskole med morgensamlinger, træning, kurser, foredrag, udflugter, fællesskab, kreative udfoldelser og værkstedsaktiviteter.
Tilsyn
Møn Bakkeby er underlagt lovgivningen om tilsyn, nøjagtig som alle andre længerevarende/permanente botilbud.
Jf. Retssikkerhedsloven §16 og Serviceloven §148a skal kommunen som har tilsynspligten med opgaver, der udføres af andre, foretage et årligt uanmeldt besøg. Kommunen har samme forpligtigelse til at føre tilsyn med friplejeboliger som med øvrige plejeboliger. Tilsynet sikrer at kommunalbestyrelsen, brugere og pårørende får indsigt i den pleje, omsorg og trivsel der leveres på det enkelte sted, samt at boligerne udlejes til og bebos af den berettigede personkreds, og at etableringen og driften af friplejeboligerne sker i henhold til friplejeboliglovgivningen.